Fermaten

Nomineret af: Johannes L. Jensen

Fermaten er en selvstændig forening med status af regionalt spillested for rytmisk musik i Midt- og Vestjylland. Fermaten har plads til 720 koncertgæster og ligger centralt på gågaden i Herning.

Fermaten har de senere år udviklet sig kraftigt med stadig flere koncert- og musikaktiviteter. Selvom spillestedets arrangementer gennemføres udelukkende på frivillig basis, formår de frivillige i tæt samarbejde med Fermatens lille fastansatte administration at levere musikoplevelser i højeste kunstneriske kvalitet til op mod 20.000 gæster årligt gennem flere end 120 arrangementer.

Fermatens 100 frivillige er forudsætningen for spillestedets eksistens og arbejde. De frivillige har et unikt sammenhold og fællesskab, hvor der er plads til alle. Hverken alder, køn, skrøbeligheder, tro eller etnicitet spiller en rolle – alle har en vigtig funktion.

Også Fermatens gæster er en meget divers størrelse, hvor personer med vidt forskellige baggrunde og interesser opnår fællesskab omkring musikken. Fermaten er samlingssted for alt fra jazz til metal-miljøet på egnen, men også personer med interesse i salsa-musik, queer-fællesskaber, unge med udviklingshandicap mv. mødes og trives på Fermaten.

Ud over koncertaktiviteterne på spillestedet udvikler Fermaten også landsdelens musikalske vækstlag ved at samle og opkvalificere musiklivet gennem netværk og projekter, der åbner muligheder for up coming arrangører og musikere. Samtidig giver Fermaten nye artister chancen for at spille foran et publikum gennem små koncerter i intime rammer.

Lokalt spiller Fermaten også en central rolle gennem samarbejder med skoler, uddannelsesinstitutioner og øvrige kulturskabende aktører på egnen.

Aktuelt har foreningen egenhændigt kastet sig ud i et ambitiøst projekt, som skal medføre en række fysiske ombygninger og forbedringer til gavn for både de frivillige, publikum og arbejdet med at styrke det musikalske vækstlag i landsdelen.

Samlet set synes jeg Fermaten er et godt bud på årets foreningen på Herning-egnen, da foreningen både har fokus på det unikke frivillige fællesskab, gode kulturoplevelser til hele landsdelen og indsatser, der hjælper nye musikere og arrangører på vej frem.

Hvad skal pengene bruges til?

Hvis Fermaten bliver årets forening i Herning Kommune, skal beløbet gå til at skabe en teamtur for Fermatens unikke fællesskab med ca. 100 frivillige. Turen skal både byde på faglig inspiration, musik (naturligvis) og fælleskab, hvor både foreningens bestyrelse, frivillige medarbejdere og de 6 ansatte i administrationen får en dag sammen, hvor det er Fermatens medarbejdere, der er i fokus og som forkæles.
153
631

Afstemningen er afsluttet.